Regnbue kragen

11632
Sneen falder og de ved ikke hvad de skal gøre.
Nogen må opsøge Skaberen, Kijiamuh Ka'ong, og bede ham om at trække sneen tilbage.

Men hvem?

//1. valgmulighed i Mytologikonkurrencen
Native American, Lenni Lenape

AA
aa

1. Regnbue kragen

Sneen faldt. Mànàka'has undrede sig over det hvide, for hun havde aldrig set det før. De andre var også nysgerrige. Mànàka'has’ smukke regnbuefarvede kjole og hud stod i skarp kontrast til den hvide masse der dækkede alle dele af jorden. Axpo'kwès, hendes gode ven, stod lillebitte, med sin lange næse og knurhår. Hendes brune hud lyste op mellem de hvide masser, men den lille kjoles hvide forstykke gik i ét. Axpo'kwès gik rundt med Mànàka'has og undersøgte sneen, men da Mànàka'has så efter sin lille ven, fandt hun ingenting. Hun kaldte forskrækket efter hende og fandt hende begravet i sne. De andre var også ude og undersøge masserne, men pludselig kaldte nogle dyr efter Chèmà'mès, den lave langørede dreng. Mànàka'has lettede og fløj derover. Dér fandt hun Chèmà'mès, næsten dækket af sne, så kun ørerne stak op. Bekymringen voksede.

Alle mødtes og diskuterede hvad de skulle gøre. Hurtigt blev de enige om at nogen skulle tage til Kijiamuh Ka'ong, Skaberen. Kijiamuh Ka'ong var den der skabte ting, ved at tænke på tingene. Og de vidste at det var ham der havde tænkt på sneen. Men hvem kunne tage til den tolvte himmel, i det langt borte? 

“Hvad med Kukhus? Med sine store øjne og lige så stor visdom, vil han kunne tale med Skaberen,” sagde Wapink og vrikkede med de små sorte ører og den lyserøde snude, men de andre rystede på hovederne. 

“Nej, han kan kun se om natten, så han ville aldrig kunne flyve derhen!” Fornærmet drejede Kukhus hovedet næsten hele vejen rundt, men inderst var han lettet, over ikke at skulle rejse så langt.

“Hvad med Naxànum? Han kan se om natten, så han vil kunne gå både dag og nat” sagde Tamakwa og slog et slag med sin læderagtige hale, for at understrege sin pointe. Men de andre råbte hovedrystende:

“Måske følger han sin hale i stedet for næsen og så farer han sikkert vild!” Fornærmet kæmmede Naxànum sin sort-hvid-stribede hale, men inderst inde var han lettet.

“Men hvad med Tàme'tut? Han er ganske smart og hurtig,” foreslog Shikak og kløede sig i en af de to hvide striber der løb over hans sorte ryg. De andre rystede på hovederne.

“Tàme'tut kan man ikke stole på! Han løber sikkert bare væk eller ødelægger et eller andet!” Alle skændtes. Deres højlydte stemmer irriterede Mànàka'has og selvom hun prøvede at holde sig tilbage, kunne hun til sidst ikke holde deres skrattende, skrigende stemmer ud mere. Hun slog en trille, fra træet hun sad i. Hendes sang fortrængte de højlydte stemmer og langsomt tonede deres stemmer ned, for at lytte til den smukke musik, og hun svævede ned til dem.

“Jeg kan tage til Skaberen,” sagde Mànàka'has og de andre så kort på hinanden. Den smukke regnbue farvede pige var en bedre kandidat end nogen andre de kunne tænke på. Så de brød ud i jubel og takkede guderne indvendig, for at være fri for den anstrengende rejse.

Så Mànàka'has tog afsted. Hun fløj i tre udmattende dage, igennem de tolv riger. Hun kom forbi skyerne, solen, månen, ja endda stjernerne. Vindene hev i hende og hvile kunne hun ikke, men endelig kom hun frem til Skaberen, Kijiamuh Ka'ong. Hun prøvede at anråbe ham, men han havde travlt med at tænke blåbær frem. 

Mànàka'has råbte til ham igen, men han havde travlt med at tænke flint frem. Hun tog en dyb indåning og råbte ham an, men han havde travlt med at tænke ekkoer frem. Til sidst fik hun en ide. Hun sang med sin fantastiske stemme og endelig fik hun Kijiamuh Ka'ong’s opmærksomhed.

“Du kønne lille, dig husker jeg at have tænkt frem,” sagde han venligt og Mànàka'has smilede.

“Store Skaber, sneen er ved at indhente de andre tilbage på jorden. Kan du ikke tilbage-tænke sneen?” spurgte Mànàka'has, men Kijiamuh Ka'ong rystede på hovedet.

“Det er desværre umuligt,” sagde han. Mànàka'has mærkede håbet synke.

“Så vil jeg tage tilbage til de andre og fortælle dem, at vi skal klare os med det,” sagde hun, men Kijiamuh Ka'ong rystede smilende på hovedet.

“Nej nej min kære. Du tager bare denne med,” han tænkte en gren frem og stak den ind i solen, hvorpå en flamme satte sig på grenen. Han gav den til Mànàka'has, der lyksaligt tog imod den og fløj tilbage mod jorden.

På den første dag føg gnisterne om hende. De fløj fra flammerne og ramte hendes hale. 

På den anden dag flammede ilden op. De slikkede sig op af Mànàka'has’ hår, kjole og hud og farvede det sort. 

På den tredje dag var grenen blevet så kort, at røgen blæste i hovedet på hende og knækkede hendes smukke stemme.

Hun landede blandt de andre og med højlydte jubelråb lavede de et bål og smeltede sneen væk. Men Mànàka'has gik grædende væk. Hun havde nok reddet dem alle og bragt ilden med, men hende hår, kjole og hud havde ikke længere sin stråleglans og hendes stemme var ødelagt af røgen. Hun græd bitre tårer, men pludselig dukkede Skaberen, Kijiamuh Ka'ong, op. 

“Hvorfor græder du?” spurgte han. 

“Se!” sagde Mànàka'has og slog ud med armene, “Mine smukke farver er ødelagt af soden og min smukke stemme ødelagt af røgen!” På ny trængte tårerne sig frem og hun hulkede. Kijiamuh Ka'ong lagde sin hånd på hendes skulder.

“Vær ikke ked af det, Mànàka'has. Alle dyr vil ære dig, for din bedrift. Mennesker vil aldrig spise dig, fordi dit kød smager af røg. De vil aldrig spærre dig inde, for din sang, fordi de stemme knækker. Forstår du ikke, Mànàka'has? Du og dine efterkommere vil for altid blive ladt være i fred.” sagde Kijiamuh Ka'ong og Mànàka'has lyste op i et smil. Men han var ikke færdig endnu. Han fik hende til at se nærmere på sine fjer og så, at bag det sorte, skinnede fjerene svagt regnbuefarvet.

Kijiamuh Ka'ong tog afsked og Mànàka'has så lykkeligt efter ham, før hun deltog i de andres festligheder.

 
Join MovellasFind out what all the buzz is about. Join now to start sharing your creativity and passion
Loading ...